Af skatterådgiver John Rasmussen
Regeringen har vedtaget et forslag til ændringer i energiafgiftslovene, som giver en række lettelser. Lettelserne har virkning fra 1. januar 2012. Desværre er der ikke tale om administrative lettelser, og da der er tale om ændringer til tidligere vedtagne ændringer, er implementeringen af ændringerne forholdsvis kompliceret.
Nedenfor har vi gennemgået ændringerne. Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, er du velkommen til at kontakte momsdirektør Søren Engers Pedersen på mail sep@time.dk, eller direkte telefon 38320652.
Elektricitet til procesformål
Der sker en fremrykning af indfasningen af reduktionen i afgiftsgodtgørelsen, men samtidig sker en væsentlig begrænsning af reduktionen. Fremover vil begrænsningen i godtgørelse af el-afgift for elektricitet, der anvendes til procesformål, være følgende:
| |
2011 |
2012 |
2013 |
| Tillægsafgift, øre pr. kWh |
6,0 |
6,1 |
6,2 |
| Heraf godtgørelsesberettiget, øre pr. kWh |
4,4 |
3,1 |
2,7 |
| Afgiftsbelastning, øre pr. kWh |
1,6 |
3,0 |
3,5 |
Der er fortsat adgang til fuld godtgørelse af den almindelige el-afgift, og som hovedregel godtgørelse for ¾ af eldistributionsbidraget vedrørende elektricitet, som anvendes til procesformål.
Virksomheder med et væsentligt forbrug af elektricitet bør justere deres estimater over godtgørelsen. Lovændringen betyder umiddelbart en øget belastning i 2012, men i de følgende år en reduceret belastning i forhold til det oprindeligt vedtagne.
Brændsler (olie, kul, gas) til procesformål
For brændsler, der anvendes til procesformål, sker tilsvarende en fremrykning af indfasningen, og samtidig en lettelse i forhold til den oprindeligt vedtagne reduktion i adgangen til godtgørelse.
| |
2011 |
2012 |
2013 |
| Afgiftsbelastning |
7,7 % |
13,1 % |
14,8 % |
Virksomheder med et væsentligt forbrug af brændsler bør justere deres estimater over omfanget af godtgørelse. Lovændringen betyder en øget belastning for 2012, mens der sker en ganske væsentlig lettelse fra 2013 og frem i forhold til det oprindeligt vedtagne.
Elektricitet til rumvarme og nedkøling
Med virkning fra den 1. januar 2012 indføres delvis godtgørelse for el-afgift vedrørende elektricitet, som anvendes til rumvarme og komfortnedkøling. Den delvise godtgørelse omfatter også såkaldte bilagsvirksomheder, herunder en række liberale erhverv, forlystelser m.fl.
Godtgørelsen udgør i 2012 11,8 øre pr. kWh.
Ændringen betyder, at en lang række virksomheder, der anvender elektricitet til opvarmning eller nedkøling, fra og med 2012 kan få godtgjort en andel af el-afgiften. Dette forudsætter, at der sker en korrekt måling eller registrering af den forbrugte elektricitet.
Afrunding
Der er tale om ganske væsentlige lettelser, som vil have mærkbar økonomisk betydning for virksomheder med et stort energiforbrug til procesformål.
Desværre indeholder ændringen som nævnt ikke administrative lettelser – nærmest tværtimod. Godtgørelsesreglerne er et unødigt kompliceret regelsæt med særregler, undtagelser osv., og kompleksiteten betyder desværre, at der begås uforholdsmæssigt mange fejl, og at der generelt er stor usikkerhed om reglerne anvendelse.
Næste fase bør være en gennemgang af reglerne med et eneste må for øje; regelforenkling.