Der blev for snart 5 år siden givet adgang til at få dækket rådgiveromkostninger i forbindelse med klagesager på skatte- og afgiftsområdet. Baggrunden var det urimelige forhold, at det kunne kræve meget store rådgiveromkostninger for en skatteyder, at indbringe en sag for klagemyndighederne, idet ud-giften ikke kunne fratrækkes i indkomsten, jf. de almindelige regler i statsskatteloven og ligningsloven. Det blev antaget, at mange berettigede klager aldrig blev rejst på grund af at om-kostningerne simpelthen blev for store i forhold til udbyttet.

Der blev derfor i stedet givet mulighed for at skatteydere i forbindelse med klagesager kunne få omkostningsdækning afhængigt af i hvilket omfang skatteyderen fik medhold i klagen. Dog således at der altid kan opnås 50 % dækning af omkostningerne.

For at det ikke skulle blive det store tag selv bord blev, der opsat nogle krav til rådgivernes uddannelse, således at det kun er rådgivning fra professionelle rådgivere, der berettiger til godtgørelse.

Baggrunden for dette indlæg er, at det er vores opfattelse, at der er mange tilfælde, hvor der kunne opnås omkostningsgodtgørelse, men hvor skatteyder/rådgiver ikke får anmodet om omkostningsgodtgørelse.

Omkostningsgodtgørelsens størrelse

100 % omkostningsgodtgørelse:

• 100 % medhold
• Medhold i overvejende grad.
• SKAT forelægger en afgørelse truffet af et skatteankenævn for Skatterådet til ændring.
• Skatteministeren indbringer en skatterådsafgørelse for landsskatteretten.
• Skatteministeriet indbringer en landsskatteretskendelse for domstolene,
• Skatteministeriet anker en dom til en højere instans

Der kan også i visse tilfælde opnås fuld omkostningsdækning i syns- og skønssager.

50 % omkostningsgodtgørelse:

• Sagens tabes fuldt og helt
• Medhold i mindre grad.

Hvilke udgifter kan dækkes?

De godtgørelsesberettigede udgifter, jf. skatteforvaltningslovens § 54 er:

• Udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat hos den godtgørelsesberettigede.
• Retsafgifter, bortset fra beløbet til Landsskatteretten, jf. SFL § 42, stk. 4. 
• Udgifter til syn og skøn. Udgifter til sagkyndige erklæringer og andet bevis-materiale, i det omfang der ikke er tale om dokumentation for kontrollerede transaktioner efter skattekontrollovens § 3 B. 
• Pålagte sagsomkostninger.
• Udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en afgørelse i en klagesag bør påklages eller prøves ved domstolene. Dog ikke ved vurdering af 1. in-stansafgørelser.
• Udgifter til ansøgning om henstand med betaling

Krav til rådgivers uddannelse m.v.

I og med at godtgørelsesordningen er rettet mod skatte-, told- og afgiftssager, skal den sagkyndige være:

• advokat,
• statsautoriseret eller registreret revisor,
• konsulent i driftsøkonomi,
• medlem af Foreningen af Danske Revisorer eller
• være en person, der kan sidestilles hermed.

Det afhænger af en konkret bedømmelse, om en person, der ikke er omfattet af bestemmelsen, kan sidestilles med de nævnte sagkyndige. Normalt vil en person, som opfylder betingelserne for at udøve erhverv som advokat eller revisor, kunne sidestilles med disse erhvervsgrupper, selvom den pågældende ikke aktuelt udøver sit erhverv.
Kan en person dokumentere personlig uddannelse og praktisk erfaring i behandling af skatte- og afgiftssager, vil den pågældende normalt blive godkendt som sagkyndig.

Udbetaling af godtgørelse: herunder krav til specifikation af udgifter og timepris

Udbetaling af godtgørelse kan både ske som acontoudbetaling eller som endelig udbetaling, når sagen er sluttet ved en klageinstans.

Ved acontoudbetalinger vil der aldrig blive udbetalt mere end 50 % af udgifterne, med mindre at det er en sag der er påklaget på myndighedernes initiativ.

Ved udbetalinger vedrørende afsluttede sager afgøres udbetalingen af udfaldet af sagen, som nævnt ovenfor.

Klageinstansen vil altid anføre en vejledende medholdsvurdering, men SKAT foretager altid herudover en konkret vurdering af sagen.

Krav til specifikation af udgifter og timepris

SKAT foretager en vurdering af de omkostninger der ønskes godtgjort. Det vil sige både med hensyn til timepriser og tidsforbruget.

Baggrunden er at der skal være en fornuftig sammenhæng mellem honoraret og sagens omfang.

Det accepteres derfor ikke, at rådgiver ”skruer” hverken prisen eller timeforbruget på rådgivning i klagesager op, bare fordi det offentlige dækker mindst 50 % af skatte-yderens omkostninger ved sagen.

Rådgiver skal derfor kunne dokumentere overfor SKAT, at den timesats der anvendes er den normale timepris for den pågældende type opgave. Det accepteres derfor ikke, at der uden grund anvendes en højere timepris end den timepris, rådgiver sædvanligvis anvender ved rådgivning i klagesager. Se SKM.2007.656.LSR.
Deri ligger ikke, at timeprisen for rådgivning i klagesager ikke kan være højere end timeprisen for andre typer opgaver. Men det skal tydeligt fremgå af rådgiverens normale prispolitik.

Tilsvarende vil SKAT også stille sig kritisk, hvis rådgivers tidsforbrug anvendes for urealistisk højt i forhold til sagens omfang og kompleksitet.

Derfor skal rådgiver klart kunne dokumentere den tid, som har været brugt på sagen, i form af forholdsvis detaljerede tidsregistreringer. Samtidig bør det udførte arbejdet og tidsforbruget også være specificeret på den faktura, der udfærdiges til kunden.

Anmodningens udformning

SKAT har udarbejdet en blanket til brug for anmodning om omkostningsgodtgørelse. Blanketten findes på SKATs hjemmeside. Blanketten har nr. 02.008. Den udfyldte blanket indsendes sammen med dokumentation for rådgiverudgifterne til et hvilket som helst skattecenter i Danmark.

Tidsfrist for anmodning om omkostningsgodtgørelse

Der er ingen ansøgningsfrist for anmodning om godtgørelse, idet der på dette område gælder de almindelige (nye) forældelsesfrister, jf. lov nr. 522 af 6/6 2007, hvilket på dette område betyder, at kravet fra og med 1. januar 2008 skal rejses senest 3 år efter at sagen er blevet afgjort.
Frem til 31. december 2007 gælder 1908-lovens almindelige 5-årsfrist.

Afslutning

Muligheden for omkostningsgodtgørelse bør føre til, at det i alle tilfælde, hvor SKAT rejser en sag, sker en kritisk vurdering af hvor meget tid der skal bruges på at overbevise SKAT i sagen, da der ikke er omkostningsdækning for de rådgiveromkostninger, som anvendes i 1. instans, uanset udfaldet af sagen her eller senere.

Der vil derfor være en del tilfælde, hvor det af hensyn til kundens omkostninger, kan være fornuftigt at bruge mindst mulig tid på sagen i 1. instans, når der er omkostningsdækning, når sagen påklages.

Rådgiver bør dog altid reagere overfor SKAT, hvis man er uenig i afgørelsen og at afgørelsen vil blive påklaget, specielt i tilfælde hvor der er tale om en omfangsrig sag, der vil kræve et stort tidsforbrug for at overbevise SKAT. 
 
Det er min opfattelse, at det er åbenbart urimeligt, at der ikke er omkostningsdækning i 1. instans, idet dette vil medføre at klagesystemet belastes uhensigtsmæssigt med sager, som kunne være endelig afgjort i 1. instans.

Det er min opfattelse, uden at det kan dokumenteres, at mange skatteydere har snydt sig selv for at få en del af sine omkostninger refunderet, når det har været nødvendigt at klage over en skatte- eller afgiftssag.

Jeg vil derfor opfordre til, at man ser tilbage i arkiverne for at se om der evt. er tilfælde, hvor man har glemt at bede om omkostningsgodtgørelse, således at kravet ikke forældes.   

V/ John Rasmussen, TimeTax